Det oplukkende rum

Sanseoplevelse 

Julie: 

Jeg sidder i det store fyldte kolde auditorie, sammen med 130 medstuderende, da vi får til opgave at åbne vores sind og kigge med vores sanser. De fleste af os sidder med et kritisk blik, og tænker hvilken kedelig opgave vi skal til at lave, i vores ellers så stressede program. Men ikke desto mindre går vi i gang. Jeg sætter mig ned på første sal, da det er en god mulighed for at spotte unge, og reflektere over, hvordan man kunne få dem rekrutteret til at være frivillige. Der er meget støj til at starte med, da alle har pause. Nogen er på vej ud at ryge, andre sidder spiser, mens andre er i gang med gruppearbejde. Jeg får øje på en gruppe der sidder i sofaen. Umiddelbart ser det ud til, at de er en velfungerende aktiv gruppe, og at de er i gang med et gruppearbejde i form at et projekt. Men jo mere jeg sidder og lytter og skuler, jo mere bliver jeg opmærksom på hvilken dysfunktionel gruppe det er. Den ene pige sidder med sin mobil, og er på ingen måde aktiv eller deltagende. Den anden pige sidder sovende lænede tilbage, og stråler en fuldstændig ligeglad attitude. Den tilbageværende pige og dreng sidder og prøver at få arbejdet i gang. Nogle få mintutter er det fuldstændig stille. Det eneste jeg kan høre, er tasterne af mit tastatur, indtil en anden gruppe råber gennem rummet, at printeren ikke virker, og mit blik er nu rettet på dem. Jeg kan se frustrationen i hendes øjne – det virker som en katastrofe at printeren ikke virker. Måske fordi de skal have afleveret en opgave og tiden er spillende faktor. Imens jeg sidder og lytter til begge gruppers frustration, får jeg øje på bordet jeg sidder ved. Mange ridser på overfladen, som om nogen med vilje har skrabet det. Noget ligner navne andre mønstre. Jeg undre mig over hvordan nogen kan finde på det, når vi trods alt er voksne mennesker på denne skole. I samme øjeblik bliver jeg forstyrret af to fyre som kommer gående ned af trappen. Jeg høre ikke hvad der bliver sagt, men tonefaldet lyder tungt og anstrengt. Jeg får denne pludselige tanke, at jeg sidder sammen med stressede, alvorlige og frustrerede unge, som på ellers en så flot solrig torsdag, får det hele til at virke koldt og træls.    

Belinda: 

Jeg ser de røde gulve, i hjørnet står en grå sofa med tilhørende grå skamler og en enkelt større grøn skammel. Der opstår indimellem larm, da en trappe er nær sofaen, larmen opstår fra mennesker som går fra den ene til den anden sal. Der står små borde langs væggen parallelt med sofaen, på et af bordene står en computer og 3 mennesker står omkring den. Jeg lytter til deres samtale og de har problemer med at få printet nogle papirer ud. En pige som hører sammen til denne gruppe, råber fra et lokale bag mig, at de skal prøve at trykke på print igen, hvor at de råber tilbage om der kommer noget nu.

Jeg flytter mit blik og ser en gruppe på fire mennesker sidde omkring bordet, som er centreret mellem sofa og skamler. En pige sidder i gruppen og læser op fra hendes computer, en anden pige sidder på en skammel overfor og læner sig indover bordet, og virker interesseret i oplæsningen fra computeren. En fyr sidder på en anden skammel lidt væk fra bordet og lytter imens han kigger på et elastik han udvider og trækker sammen i sine hænder. Han virker funderende over oplæsningen.

Der sidder også en anden pige i sofaen, hun slænger sig op ad ryglænet – hun sidder ikke fremme og virker interesseret som de andre. Hun sidder med sin telefon og koncentrerer sig om denne. Efter nogle minutter ligger hun telefonen fra sig og sætter sig bedre til rette i sofaen. Hun sidder nu kun med fødderne udover sædet og har en arm hængende på armlænet og den anden arm i ”brianstilling” over ryglænet. Det ligner hun sidder godt. Efter noget tid finder hun mobilen frem igen, jeg observerer at de to andre piger i gruppen får øje på dette og jeg kan se at hende som før læste op fra computeren sender pigen overfor et irriteret blik, og slutter det af med rullen i øjnene. Jeg kan ikke se den anden piges reaktion, da hun sidder med siden / ryggen til mig.

Frederikke 

Fra den lille café i gaden, mærker jeg dynamikken fra det omkringlæggede univers. Forbi mig går en ung kvinde sørgmodig med sin modstridende søn slæbende efter sig. Gadebilledet bliver indrammet af en solstråle som rammer den rosa bygning længere fremme, og reflektere ned i den fredfyldte gade. Det er formiddag, en stille kølig vind rammer min lune kind, og efteråret er ved at have overtaget i gaden, hvor de forbi passerende er ved at vende sig til den kommende kulde. Lige nu er det ikke de unge mennesker der fylder i de brostensbelagte gader, men mere lyden ældre damers hæle, som slår mod de kolde brosten, og afgiver en stemning af militært ophav, og de sagte prusten antyder målrettethed. Den unge mor kommer med hastige skridt trillende med sin barnevogn, med oppakning fra de omkringliggende butikker.  Endnu en ung mor i gadebilledet følger trop, i sin søgen på næste shopping fix. Der træder en gruppe unge mennesker ind i caféns amerikansk inspireret univers.  Bag disken står endnu en ung, som er klar til at servicere de unge studerende. En ung kvinder suser rundt i gadebilledet målbevidst og fast i blikket, med sine flyers i hånden, som skaber hun en vis vigtighed omkring hende. Med meget bestemte skridt går hun fra butik til butik, stadig mere mål orienteret fra sidste besøg. En ung kvinde og mand passere mit bord, de har en tydeligvis intim kontakt, når deres blikke mødes, men genertheden overtager, og udvikler sig ud i små forsigtige smil.

Anne 

Jeg sidder ved en lille trendy cafe, folk går roligt forbi uden de store tegn på stress. Det er lidt køligt og folk er begyndt at pakke sig ind i mere tøj og gøre klar til efterårets komme. Enkelte unge lader sig ikke påvirke af den kølige luft der rammer dem, men holder fast i sommerens minder, iført shorts og t-shirt.   Kvindernes hæle slår taktfast mod brostenene, mens de målbevidst går forbi, uden at fjerne blikket fra deres destination.

Små grupper af unge mennesker stiler bevidst mod byens cafeer, i deres søgen på dagens frokost, mens andre går hvileløst omkring med deres indkøbsposer.  Et enkelt forelsket ungt par går forbi, de fniser og det er tydeligt for mig, at de ikke ser verdenen omkring dem, deres kroppe er i konstant berøring og deres blikke forlader sjældent hinanden.

De unge mødre skubber troligt barnevognen foran sig, mens de fortæller veninden om deres seneste gylpeoplevelse, trætte i blikket, men fyldt med kærlighed og stolthed over den lille klump, som ligger trygt pakket ind i den moderigtige kørepose.

En enkelt ung kvinde kommer gående forbi mig, hendes hår er slået ud, så vinden får fat i det. Shortsne er korte, men hun har alligevel valgt at pakke sig ind i benvarmere og halstørklæde, mens hun går og nyder hendes is. Umiddelbart ligner hun ikke en der har et mål med hendes gåtur, men nærmere en der søger sig mål og finder det, når hun er der.

Kenneth 

Tre unge fyre tumler omkring i udkanten af skolegården ved toppen af en trappe førende ned til indgangen af en sportshal. Én af dem sidder på en cykel og bærer en cykelhjelm, mens de to andre hopper omkring drillende og skubber til cyklisten og selve cyklen. Alle tre griner, og der lyder af og til nogle høje tilråb. Pludselig begynder de to fyre til fods at skubbe cyklisten i retning ned ad trappen. Der opstår en kraftkamp imellem dem og fyren på cyklen. Fyren på cyklen viser en anstrengt grimasse, alt imens han forsøger at skubbe sig i retningen væk fra trappen, og han har nu taget sine fødder af pedalerne og placeret dem solidt på fliserne under sig og taget et ekstra hårdt greb om styrets håndtag. De to skubbende fyre griner atter, og fyren på cyklen griner med. Der lyder en højlydt heppen og lidt råben frem og tilbage. Fyren på cyklen kommer ingen vegne, idet han holder stand ved trappens top, og de to andre indstiller efterhånden deres skubben. Herefter vender de alle tre deres fokus væk fra trappen, og cyklisten sætter sig atter til rette på sadlen og placerer fødderne tilbage på pedalerne. De to andre fyre hopper derefter rask op på respektive bagagebærer og styr, og snart cykler de i samlet flok omkring i den nærliggende skolegård. Kort derefter forsvinder de ud af syne, hvorefter der lyder en høj skoleklokke.

Stina 

Jeg ser banegården fra vejen, og mærker, at jeg begynder at gå hurtigere. Går indenfor og sætter mig på en bænk mellem to andre bænke. Under loftet er en lang række børnetegninger i masser af farver. Rummet er stort og døre går op og i automatisk. Folk kommer ind, kigger på afgangsskærmen og går ud. Til højre for mig sidder en ung mand med sin computer på skødet. Høretelefoner i ørerne. Der er tegnefilm på skærmen. Han skæver op til mig og vi kigger begge væk igen. Til venstre sidder en kvinde. Hun ser afrikansk ud. Sidder med sin telefon i hånden og kører en finger op og ned på skærmen. En ung asiatisk kvinde kommer ind af indgangen. Hun går hurtigt, har en taske over armen. Går ind i 7-eleven, når lige at rette på sit hård inden hun er inde. Foran mig er mange skilte med reklamer - jumbosize pizza, sandwich, kage. Danske spil har også et skilt. 50 millioner! De er næsten halv menneskehøjde og former nærmest en allé på ruten fra indgangen til butikken. Der går lang tid inden den asiatiske kvinde kommer ud igen. Jeg når at tænke, at hun nok skulle på arbejde derinde, men så kommer hun ud og går direkte ned af trappen til perron nr. 2. 
Jeg sætter mig udenfor i solen. Hun sidder i et lukket venterum på den anden side. Sidder med den ene albue i 90 grader og holder blikket fast på telefonen. Med den anden arm fører hun mad op til munden. En gang imellem rejser hun sig, smider noget i skraldespanden, kigger ud på perronen. Det går op for mig, at taget på venterummet er bølgeformet. Ved siden af står noget der ligner et levn fra en westernfilm. En slags lade - det er åbenbart et læ for eventuelt regnvejr. Ingen vægge.
I venterummets ruder kan jeg se en ung mand gå rundt og snakke i telefon. Jeg kunne også se ham da jeg sad indenfor. Han må have snakket i tyve minutter. Går frem og tilbage. Da samtalen er slut, sætter han musik i ørerne og går over på den anden perron. Sætter sig et øjeblik på en skraldespand. Rejser sig hurtigt igen og forsætter sin bevægelse.
Jeg bliver fanget af solens spejling i noget vand. Kan se lyset på asfalten, men ikke finde ud af hvor det kommer fra. Det bevæger sig i vinden.

Søren 

Jeg sidder en efterårsformiddag og kigger ned af en vej. Vejen bugter sig, og der er en blanding af nye og gamle etageejendomme på begge sidder. Der er grønbrune træer, og bladende er så småt begyndt at falde af. Der står parkeret biler på begge sidder af vejen i lange rækker.  Der er dog også en trehjulet scooter der bryder billedet. Her ser jeg en ung mand i starten af tyverne, der sætter sig op på scooteren, og kører væk. Jeg har set ham før i bybilledet. Tøjet er hærget og han ser usoigneret ud. Ti minutter senere er han tilbage igen, parkerer scooteren, og går ind i en ejendom, for kort at gå ud igen. Jeg ser han går usikkert, mens han går væk fra mig, ned af vejen, med hovedet fokuseret på jorden foran ham. Han forsvinder bag et hjørne, og går ind i en park.